• Branding og identitet
  • Web

Springbrættet er et selvejende behandlingssted for stofmisbrugere. Både hjemmeside og kommunikationen generelt havde brug for et løft. Vi fik stillet en meget åben opgave, og Reese Grafisk Kommunikation valgte derfor en undersøgende tilgang til re-design af den visuelle identitet og kommunikationen.

Det indledende arbejde

Vi gik eksplorativt til værks, og indledte arbejdet med at besøge alle 4 behandlingscentre over en periode, for at indfange stemningen og hverdagen på centrene. Resultatet blev en række billeder, indtryk og viden om hvordan Springbrættet skaber en hverdag for elever med specielle krav til at komme videre i livet.

Vi fik stedets DNA ind under huden.

Med udgangspunkt i vores forståelse for stedets problematikker og de mange fotos, udarbejdede vi en hjemmeside og en brochure. Resultatet blev troværdigt og fyldestgørende – et præcist udtryk for hvem Springbrættet er.

Det fotografiske udtryk

Vi valgte en dokumentarisk fotostil, for at indfange stemningen på stedet og vise at Springbrættet er i øjenhøjde med målgruppen. Portrætter blev optaget uden brug af kunstigt lys. Hvert enkelt foto blev nøje udvalgt for at vise aktiviteter, relationer mellem mennesker, behandlingsmetoder, de fire bosteder, mm. Det var vigtigt at præsentere stedets mange muligheder autentisk og ærligt.

Tekster

Eksisterende tekster blev revideret og nye tekster blev skrevet til hjemmesiden og brochuren. Fortællestilen er ærlig, direkte og informerende. Teksterne understøtter Springbrættets mindset og fortæller historien om en institution, der med stærke værdier og de rette vækstbetingelser motiverer deres elever ud i livet.

www.springbrættet.nu

Udvikling og design af hjemmeside

Hjemmesiden er udviklet i en foruddefineret WordPress template. Valget faldt på denne løsning for at imødekomme kundens behov for en økonomisk favorable løsning, og et flot kommunikerende responsivt design til lave drifts- og udviklingsomkostninger.

Udvikling og design af brochure

Brochuren er et stærkt visuelt medie og var et bevidst valg i forhold til at informere relevante offentlige instanser, og den enkelte bruger og hans eller hendes pårørende. Vi arbejdede med det visuelle udtryk som det bærende i den samlede produktion. Alt blev indrammet i det nye design.

På grund af et ønske fra kunden om et lille oplag, blev brochuren produceret på miljøpapir som en digital inkjet løsning i en kvalitet der fuldt ud matcher den traditionelle offset trykteknik.

På omslaget af brochuren ønskede vi at symbolisere budskabet om ”et trin op og ud i det nye liv”. Derfor blev der valgt en løsning hvor omslaget er matkacheret og efterfølgende har fået en 3D gloss-lak, som giver en stoflig og eksklusiv fornemmelse, når man har brochuren i hånden.

Vi har efterfølgende udviklet materiale til messer, og vedligeholder både hjemmeside og brochure, som løbende bliver trykt op i små oplag.